2023 Forfatter: Gabrielle Mercer | [email protected]. Sidst ændret: 2023-05-21 12:26
Hun spiller fanatikerne i Jedermann ved Salzburg Festival. Verena Altenberger kan nu vælge sine roller. Vi mødte den sympatiske Salzburg-kvinde til et interview.
Din tidsplan er fuld til randen. Verena Altenberger præsenterede for nylig en film om flygtningepolitik, nu spiller hun fanatikerne i "Jedermann" ved årets Salzburg Festival. I et interview med WOMAN forklarer hun, hvorfor det ikke altid behøver at være det prestigefyldte teater, og hvorfor skuespillerinden også spiller i mindre produktioner.
Ifølge pressekontoret for Salzburg Festival er der over 500 interviewanmodninger fra hele verden til årets fanatikere. Det tager Verena Altenberger, 33, roligt til efterretning.”Virkelig?” spørger hun til WOMAN-shootet og glider i godt humør ind i de forskellige outfits. Så selvfølgelig taler og kigger skuespillerinden - når det kommer til at præsentere sig selv, er hun også en rigtig professionel. Kvinden fra Salzburg er glad for kærlighedens rolle og også over den hype, der følger med. Hun nyder opmærksomhed, men på en afslappet måde, og hun er glad for at lege med sin Jedermann Lars Eidinger. De to kender hinanden fra optagelserne til David Schalkos "M - En by leder efter sin morder".
Den 33-årige er fuldstændig udmattet i sine roller. Og siden sit gennembrud i filmen "The Best of All Worlds" har hun kunnet vælge. Der spillede hun en stofmisbruger mor, der forsøger at skjule sin afhængighed for sin søn - en stor bedrift, der flere priserblev til. Hun er meget sjov i RTL-serien "Magda gør det" som polsk geriatrisk sygeplejerske. Hård også som kommissær i "Polizeiruf 110". Men det, der er sympatisk ved Verena Altenberger, er, at hun også arbejder med mindre produktioner og endda instruktørdebuter være med, som "Under Byens Hud". Der spiller hun en kvinde med kræft. Og derfor fik kunstneren for nylig barberet sit skaldede hoved. Hun ofrede gerne sit hår, hun ville ikke have arbejdet med en paryk, det hele skal være realistisk. Hendes mor døde af den frygtelige sygdom for fem år siden. Hun er den første til at blive klippet kort.
Vi mødte den for tiden mest eftertragtede skuespillerinde på Diagonale i Graz, hvor hendes seneste film blev præsenteret. En tragisk komedie af David Clay Diaz, "Me, We" (fra 23. juli). Disse to ord er et digt af bokselegenden Muhammad Ali. En film om migration, flugt og hvordan vi, østrigerne, håndterer det. Verena Altenberger spiller søredningsmand og havde meget farlige scener på åbent havAt dreje. Som altid med fuldt engagement og risiko.
"Jeg glæder mig til hypen."
KVINDE: Du laver mange forskellige jobs, filmen "Mig, vi" udkommer lige nu, nu øver du dine fanatikere på Salzburg-festivalen. Hvordan træffer du dit valg om at lave film eller at spille i teatret? (Bemærk: Interviewet fandt sted før Jedermann-premieren i weekenden)
ALTENBERGER: Jeg skal kunne lide bogen og forstå den rolle, der tilbydes mig følelsesmæssigt. Følelsesmæssigt og intellektuelt, fordi jeg ser mig selv som en fortaler for karakteren. Så skal publikum kunne forstå, hvorfor karakteren har det sådan, uanset om de er gode eller dårlige. Og for det tredje: hvem skal jeg arbejde sammen med. Det være sig direktøren eller gode kolleger. Så kommer der ikke noget i lang, lang tid, og så: Hvor bliver filmen optaget, og får jeg lov til at lære noget nyt og interessant.
Til "Mig, vi" skulle du lære at tromme …
ALTENBERGER: Ja, jeg havde trommetimer og lærte at køre speedbåd. Da vi filmede på Lesbos, lærte jeg også rigtige søredningsfolk og frivillige fra lejrene at kende, som lærte mig meget. Der er der for eksempel organisationen Lighthouse Relief, som systematisk afsøger havet dag og nat efter flygtninge i nød. Der er ofte korte lyssignaler i mørke, fordi folk forsøger at få dækning med deres mobiltelefoner. Du lærer at være opmærksom på lydene og observere: Er det et skumhoved eller en redningsvest? Jeg var også i Moria flygtningelejr med frivillige fra denne organisation.
Verena Altenberger under optagelserne til "Me, We". Det er en film, der kommer ind under huden. Direktør David Clay Diaz griber flygtningespørgsmålet an fra fire forskellige vinkler. Altenberger spiller en søredningsmand, der leder efter strandede mennesker i Det Ægæiske Hav.
Du har erklæret dig for Refugees Welcome-initiativet. Hvordan er det, når du rent faktisk møder disse mennesker?
ALTENBERGER: Jeg lærte på stedet, at jeg ikke aner noget om lidelse, frygt og håbløshed, selvom jeg havde beskæftiget mig med emnet asylpolitik. Sådan en lejr som Moria - 5.000 mennesker bor der under de mest ugunstige forhold - burde ikke eksistere nogen steder i verden. Men det findes i EU! På en græsk ferieø! En håndfuld Dixi toiletter til hundredvis af mennesker, følgelig uhygiejniske forhold, kvinderne der er ekstremt truede. Og så mange års venten på en usikker fremtid, på uoverskuelige beslutninger fra myndighedernes side, med få måneders mellemrum en høring her, en høring der, og ind i mellem ikke andet end at vente i denne lejr. Håbløshed dyrkes her målrettet.
Man kan se i filmen, at man skulle optage farlige scener i havet
ALTENBERGER: Ja, jeg var også rædselsslagen - svømning, på åbent hav, om natten. Samtidig vidste jeg: filmholdet i båden og redningsdykkere i havet er omkring mig. Andre mennesker har denne frygt, fordi deres liv er i fare, ikke fordi de laver en film og bare foregiver at være det. Da jeg var lidt bange for at accelerere i båden, sagde min speedbådsinstruktør til mig: "Se, vi er går over åbent hav, kan der ikke ske meget, medmindre du kører over en person." Det er den bitre virkelighed på stedet.
Hvordan vil du beskrive dig selv? Som optimistisk?
ALTENBERGER: Måske er det også idealisme, men intet andet er muligt. Hvis du fortsætter, betyder det, at du tror på noget positivt. Hvis du bare er pessimistisk over et problem, holder du op med at arbejde på at forbedre det.
Forfatteren Donna Leon sagde for nylig, at man skulle være en idiot for at være optimist i disse tider
ALTENBERGER: Jeg vil hellere være en idiot end en pessimist.
Når du skyder så meget, går du så hjem om aftenen, er du privat igen?
ALTENBERGER: Ingen. Når jeg spiller, forbliver rollen tæt på mig hele vejen igennem. I min sidste film, "Under byens hud", spillede jeg en kvinde med kræft, og i to måneder var jeg praktisk talt utilgængelig. Jeg har ikke mødt nogen veninder, har ikke engang skruet op for radio og fjernsyn. Det eneste, der stadig virker for mig, er at gå en tur om aftenen.
Hvad siger venner og familie om det?
ALTENBERGER: De reagerer med forståelse. Heldigvis har jeg så mange gode venskaber, hvor den gensidige aftale gælder: Når hatten brænder, står jeg selvfølgelig til rådighed. Ellers kontakter jeg mig om en måned.
»At være kvinde i dag betyder: Du kan være hvad som helst! Det bestemmer også min feminisme."
Så laver vi et snit her og skifter emne: Du er glad for at spille Buhlschaft på Salzburg Festival. Ud af lokalpatriotisme? Og: hvad tænker du inden prøverne begynder?
ALTENBERGER: Jeg voksede op i Salzburg, jeg kan ikke ignorere vigtigheden af dette stykke. "Jedermann" er mærket i mit DNA. For mig er passionen sexet og selvbestemt og samtidig usikker og på en vis måde afhængig. Jeg vil prøve at sætte en nutidig kvinde på scenen. At være kvinde i dag betyder, at du kan være alt! Det bestemmer også min feminisme. Jeg vil ikke forsvare mig selv mod forførelse, men jeg er imod at se det som det eneste træk ved hengivenhed.
Verena Altenberger og Lars Eidinger ved Jedermann-premieren den 17. juli.
Vil død og døende blive optaget anderledes i "Jedermann" i år på grund af Covid?
ALTENBERGER: Det tror jeg uundgåeligt. For første gang nogensinde var døden mere nærværende end normalt hos så mange mennesker. Sådan vil det være i ensemblet og i publikum.
Hvor længe vidste du, at du skulle spille i "Jedermann" og ikke kunne tale om det?
ALTENBERGER: Opkaldet kom i slutningen af august 2020, jeg kunne ikke tale om det før den 4. december. Jeg fortalte det til min far og søster, men ingen andre. Mine bedste venner blev lidt sure og sagde: "Hvad, det må vi finde ud af i avisen!" Jeg turde ikke fortælle det til nogen, for jeg kunne ikke tro det. I starten af december havde vi en slags videopressekonference, og indtil da var jeg bange for, at der ville komme nogen og sige: "Undskyld, det var en fejl, en sammenblanding. Hvad laver du her?"
Men passionen er også til stede ved enhver samfundsbegivenhed. Har du noget imod det?
ALTENBERGER: Jeg ved, hvad der foregår i Salzburg. Og at få opmærksomhed er noget rart for mig. Det er også et privilegium. Men jeg har også mine grænser, jeg skal ikke være der alle steder, med nogle ting ville jeg være uden for min komfortzone. Men det er så sjovt, jeg har på fornemmelsen – og det er ikke ment på en nedsættende måde – som om jeg er den regerende vindronning.
Hvis ja, så champagnedronning! Du har ofte kaldt dig selv for en landmand, er den følelse forsvundet?
ALTENBERGER: Landægkomplekset er blevet forbedret. Det, der stadig er der, er ikke flirtende, er min usikkerhed. Jeg har svært ved at tale foran et publikum. Faktisk er jeg ofte bange for at besvime.
Mange generationer af kvinder klager over, at deres roller er for små, og at der er langt færre. Er det ikke længere tilfældet for din 30+ generation?
ALTENBERGER: Ja! Personligt har jeg udviklet en status, der nu giver mig en vis grad af tryghed. Jeg kan vælge rollerne, og det er ikke overstået i overmorgen. Måske året efter næste. (griner) Maria Furtwänglers MaLisa Foundation har offentliggjort en undersøgelse, der viser, at kvinder på 35 år og derover har en nedadgående tendens i beskæftigelsen. Sådan er det ikke med mænd. Det er fakta. Kvinder er ikke engang tæt på 50 procent blandt kvindelige instruktører og forfattere. Og ikke engang med mængden af tekst sagt, skærmtiden. Noget ændrer sig, men i små skridt.
Du taler syv sprog, dyrker adskillige sportsgrene, fra kickboksning til golf. Hvad vil du lære næste gang?
ALTENBERGER: Læg min usikkerhed til side og lær et instrument. Guitar ville være meget rart.